Hvad skete der lige, da Harikesa Swami forlod ISKCON?

Af Niels Thomsen

I 1984 kom jeg og min kæreste for første gang i templet i Soldalen ude på Østerbro [København]. Når man i dag ser tilbage, kan man sige, at ISKON i Danmark dengang var en bevægelse i sin spæde begyndelse. Der var højst en håndfuld initierede danske hengivne, men der var en fuldstændig vild og vital energi. Der var lige så megen fremdrift som i det vilde Vesten, dengang nybyggerne rykkede frem. Det var helt naturligt, at de forsamlede hengivne stod sammen, ryg mod ryg, imod den truende materialisme, som både opslugte det omgivende samfund og vel i høj grad også stod parat til at stjæle den enkeltes kærlighed til Krishna. Vi vidste ikke meget om åndeligt liv, men viljen til at gøre det rigtige var enorm. Den psykologiske finte er jo så, at ønsket om ikke at gøre noget forkert var lige så gigantisk, så jeg husker kulturen som ekstremt OPDRAGENDE. Dengang var det helt fint at ”smashe” en gudsbroder (det betød man i Guds navn - som man altså lige selv havde stiftet bekendtskab med - smadrede hans ego med hård hånd). Men den hårde og i sandheden mere militaristiske kultur havde fordele. (Stort set) alle boede i templet. Sankirtana-drengene var på gaden seks dage om ugen, året rundt. Der blev distribueret bøger i en ufattelig målestok. Men det var altså en operation, der kørte med ekstrem topstyret ledelse og benhård disciplin. Der blev i meget ringe grad taget hensyn til den enkelte. Kvinderne blev reelt behandlet med disrespekt. Der blev set lidt ned på familiefædrene. Børn var et folkefærd, man ikke forstod - og angsten for at være 'sentimental' resulterede i, at almindelig kærlig omsorg bare ikke var en del af kulturen.

Dengang var der kun en guru. I dag benævnes han Harikesa Swami, men vi kaldte ham kun Visnupada. Sprogligt ligger det også meget tættere på Prabhupada - og det nævner jeg kun, fordi vi kollektivt dyrkede vores guru som en personlighed, der var på niveau med Prabhupada. Vi sang lige så meget Visnupada som Prabhupada - og med lige så ubegrænset kærlighed. Bevægelsen dengang blev lidt af en Visnupada-kult - selvfølgelig, for Visnupada var jo Prabhupadas foretrukne, Guds rene hengivne og vores alle sammens far.

Det var ISKCON-Danmarks patriarkalske periode.

Den sluttede brat i '98, da Harikesa Swami ikke kunne mere. Han fik en kæreste, begyndte at interessere sig for nærhed og terapi og kollapsede som den altdominerende faderfigur.

Han var i mine øjne ikke herre over sit fald; men han pegede i sine sidste breve på slagsiderne ved den organisation, han havde opbygget. Det topstyrede, det kvindefjendske, det familiefjendske, det 'brutale'. Og så var han ellers uden for vores pædagogiske rækkevidde, og personkulten havde mistet sit ikon - den enkelte hengivne havde mistet sin egen far. Og det, der var værst, var, at kulturen var smadret; det var simpelthen utænkeligt at reetablere en lignende topstyret organisation, der så at sige tog sig af alt for de i templerne boende hengivne.

Der var gået cirka 14 år med Visnupada som åndelig leder - og nu skulle bevægelsen for alvor træde ind i de voksnes rækker. For far var skredet; der var ingen vej udenom. I den kristne kreds bruger man jo konfirmationen omkring det 14. år, og de danske hengivne var henvist til - hver især - at 'genbekræfte' deres egen tro.

Sådan en proces gør ondt, for afsked er smertefuld, og det er barskt at stå på egen hånd. Men processen betød også forandring og vækst. Åndelig vækst.

Jeg oplevede forandringen som et hamskifte. Det essentielle har ikke ændret sig en millimeter. Maha-mantra, guru, prasadam og omgang med andre hengivne er de søde frugter - so much fun! Men kulturen har ændret sig. Empati og omsorg er ikke bare mayas værk. Fjenden er ikke kun de andre (materialisterne er dumme) - vi ved godt, at vores egen natur er den største modstander. Kvinder bliver respekteret. Børn bliver elsket. Individuelle evner bliver påskønnet. Initierende gudsbrødre og swamier slipper for at blive dyrket som halvguder. ISKCON i Danmark er trådt ind i en mere moden tid. Så i tilbageblik kan vi takke Visnupada for hans enorme arbejde og kærlighed - og rumme hans kollaps uden bitterhed. For hans afgang har skabt et mere menneskeligt rum.

Og selv om en af drengene fra de tidlige dage (jeg tror, han hed Leif dengang) forleden fortalte mig, at han til tider godt kan savne den fanden-i-voldske stemning fra Soldalen, ja så ved han godt, at forandring er en del legen - og vi kan lige så godt lege med, for ISKCON er Guds leg.

Kærlig hilsen Niels

PS: Jeg understreger, at alt ovenfor beskrevet læner sig op af min egen mangelfulde hukommelse og subjektive fortolkning. Jeg er ikke initieret og har kun boet i templet i kortere perioder.