Hvad er en guru?

Mange, når de hører ordet guru, er tilbøjelige til at se for sig en karikatur af en gammel, hvidskægget mand med langt hår eller en bedrager, der udnytter unge søgende menneskers åndelige naivitet. Men er det i virkeligheden, hvad en guru er? I en forelæsning fra 1973 i England forklarer Srila Prabhupada, hvad en ægte guru er. Samtalen findes også i bogen Science of Self Realization (på dansk Perfektion i Stridens Tidsalder).

om ajnana-timirandhasya
jnananjana-salakaya
caksur unmilitam yena
tasmai sri-gurave namah

”Jeg fødtes i den mørkeste uvidenhed, og min guru, min åndelige mester, åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg frembærer min dybeste respekt til ham.”

Ordet ajnana betyder ’uvidenhed’ eller ’mørke’. Hvis alle lysene i dette rum med ét gik ud, kunne vi ikke sige, hvor vi selv eller andre sidder. Alt ville blive en total forvirring. På samme måde er vi alle i mørke i denne materielle verden, der er en verden af tamasa. Tamasa eller timira betyder ’mørke’. Denne materielle verden er mørk, og derfor behøver den sollys og måneskin for at blive oplyst. Imidlertid findes der en anden verden, en åndelig verden, der er hinsides dette mørke. Den verden beskrives af Sri Krishna i Bhagavad-gita (15.6):

na tad bhasayate suryo
na sasanko na pavakah
yad gatva na nivartante
tad dhama paramam mama

”Denne Min bolig oplyses hverken af sol, måne eller elektricitet. De, der kommer til den, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.”

Guruens opgave er at bringe sine disciple fra mørke til lys. For øjeblikket lider alle på grund af uvidenhed, ligesom man pådrager sig en sygdom ud af uvidenhed. Hvis man ikke kender de hygiejniske principper, ved man ikke, hvad der vil smitte en. Derfor smittes man på grund af uvidenhed og kommer til at lide af en sygdom. En forbryder kan sige, ”Jeg kendte ikke loven,” men det er ingen undskyldning, hvis han begår en forbrydelse. Uvidenhed er ingen undskyldning. På samme måde vil et barn, der ikke ved, at ild brænder, måske stikke hånden ind i ilden. Ilden tænker ikke, ”Dette er et barn, og det ved ikke, at jeg brænder.” Nej, der er ingen undskyldning. Ligesom landets love er der , er naturens strenge love der også, og disse love gælder til trods for vores uvidenhed om dem. Gør vi noget forkert ud af uvidenhed, må vi lide. Sådan er loven. Uanset om loven er landets lov eller naturens lov, risikerer vi at lide, hvis vi bryder den.

Guruens opgave er at sørge for, at intet menneske lider i denne materielle verden. Ingen kan hævde, at de ikke lider. Det er ikke muligt. I denne materielle verden er der tre slags lidelse: adhyatmika, adhibhautika og adhidaivika. Dette er lidelser, der kommer fra den materielle krop og sind, fra andre levende væsener og fra naturens kræfter. Vi kan lide af mentale kvaler, vi kan lide på grund af andre levende væsener som myrer, myg eller fluer, eller vi kan lide på grund af en højere magt. Måske kommer der ingen regn, måske kommer der en oversvømmelse. Det kan være for varmt eller for koldt. Naturen påtvinger os så mange former for lidelser. Der er tre slags lidelser i den materielle verden, og alle lider under en, to eller tre af dem. Ingen kan sige, at de er fuldstændigt fri for lidelse.

Vi kan da spørge, hvorfor det levende væsen lider. Svaret er: ud af uvidenhed. Det levende væsen tænker ikke, ”Jeg begår fejltagelser og lever et syndigt liv. Det er derfor, jeg lider.” Derfor er guruens første opgave at redde sin discipel fra uvidenhed. Vi sender vores børn i skole for at redde dem fra lidelse. Hvis vores børn ikke får en uddannelse, frygter vi, at de vil lide i fremtiden. Guruen ser, at lidelse skyldes uvidenhed, der sammenlignes med mørke. Hvordan kan den, der er i mørke, blive reddet? Med lys! Guruen tager kundskabens fakkel og holder den foran det levende væsen, der er indhyllet i mørke. Den viden redder det levende væsen fra uvidenhedens mørke.

Man kan spørge, om guruen er absolut nødvendig. Vedaerne fortæller os, at det er han:

tad-vijnanartham sa gurum evabhigacchet
samit-panih srotriyam brahma-nistham
[Mundaka Upanisad 1.2.12]

Vedaerne pålægger os at finde en guru. Faktisk siger de, at man skal gå til ’guruen’, ikke blot ’en guru’. Guruen er den samme, for han kommer i discipelrækken. Det, som Vyasadeva og Krishna sagde for 5000 år siden, bliver også sagt i dag. Der er ingen forskel imellem de to instruktioner. Skønt hundreder og tusinder af acaryaer er kommet og gået, er budskabet det samme. Den virkelige guru kan ikke være to, for den virkelige guru siger ikke noget, der er forskelligt fra hans forgængere. Nogle åndelige lærere siger, ”Efter min mening bør du gøre sådan,” men dette er ikke en guru. Sådanne såkaldte guruer er simpelthen slyngler. Den ægte guru har kun én mening, og det er den mening, som Krishna, Vyasadeva, Narada, Arjuna, Sri Caitanya Mahaprabhu og Goswamierne udtrykte. For 5000 år siden talte Herren Sri Krishna Bhagavad-gita, og Vyasadeva nedskrev den. Srila Vyasadeva sagde ikke, ”Dette er min mening.” Nej, han skrev, sri-bhagavan uvaca, ”Guddommens Højeste Personlighed siger.” Alt, som Vyasadeva skrev, blev oprindeligt talt af Guddommens Højeste Personlighed. Srila Vyasadeva gav ikke sin egen mening.

Følgelig er Srila Vyasadeva en guru. Han mistyder ikke Krishnas ord, men videregiver dem nøjagtigt, som de blev talt. Hvis vi sender et telegram, skal den person, der afleverer telegrammet, ikke rette i det, redigere det eller føje noget til det. Han overbringer det blot. Dette er guruens opgave. Guruen kan være den ene eller den anden person, men budskabet er det samme. Derfor siges det, at guruen er en.
I discipelrækken møder vi blot gentagelse af det samme emne. I Bhagavad-gita (9.34) siger Sri Krishna:

man-mana bhava mad-bhakto
mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam
atmanam mat-parayanah

”Engager dit sind i altid at tænke på Mig, bliv min hengivne, frembær din hyldest til Mig og tilbed Mig. Ved at være fuldstændigt fordybet i Mig vil du helt sikkert komme til Mig.” Netop disse instruktioner blev gentaget af alle acaryaerne såsom Ramanujacarya, Madhvacarya og Caitanya Mahaprabhu. De seks Goswamier videregav også det samme budskab, og vi følger udelukkende i deres fodspor. Der er ingen forskel. Vi udlægger ikke Krishnas ord ved at sige, ”Jeg mener, at Kuruksetras slagmark repræsenterer den menneskelige krop.” Sådanne udlægninger fremsættes af slyngler. I verden er der mange slyngel-guruer, der giver deres egen mening, men vi kan udfordre enhver slyngel. En slyngel-guru siger måske, ”Jeg er Gud,” eller ”Vi er alle Gud.” Det er fint nok, men vi bør tage et kig i ordbogen og se, hvad Gud betyder. Normalt fortæller en ordbog os, at Gud tilkendegiver det Højeste Væsen. Altså kan vi spørge en sådan guru, ”Er du det Højeste Væsen?” Hvis han ikke forstår dette, kan vi finde ud af, hvad ’højeste’ betyder. Enhver ordbog kan fortælle os, at ’højeste’ betyder ’den største autoritet’. Vi kan da spørge, ”Er du den største autoritet?” En sådan slyngel-guru kan ikke besvare et sligt spørgsmål, selv om han erklærer sig selv Gud. Gud er det Højeste Væsen og den højeste autoritet. Ingen er lige med Ham eller større end ham. Alligevel er der guru-guder, mange slyngler, der hævder at være den Højeste. Sådanne slyngler kan ikke hjælpe os til at undslippe den materielle tilværelses mørke. De kan ikke oplyse vort mørke med den åndelige videns fakkel.

Den ægte guru fremlægger blot, hvad den højeste guru¸ Gud, siger i de ægte skrifter. En guru kan ikke ændre discipelrækkens budskab.

Vi må forstå, at vi ikke kan finde den Absolutte Sandhed igennem forskning. Caitanya Mahaprabhu selv sagde, ”Min Guru Maharaja, Min åndelige mester, anså Mig for at være et stort fjols.” [Cc. Adi 7.71]. Den, der forbliver et stort fjols foran sin guru, er selv en guru. Hvis man imidlertid siger, ”Jeg er så avanceret, at jeg kan tale bedre end min guru,” er man blot en slyngel. I Bhagavad-gita (4.2) siger Sri Krishna:

evam parampara-praptam
imam rajarsayo viduh
sa kaleneha mahata
yogo nastah parantapa

”Denne højeste videnskab blev således modtaget igennem discipelrækken, og de helgenagtige konger forstod den på den måde. Men med tidens løb blev kæden brudt, og derfor ser videnskaben, som den er, ud til at være gået tabt.” (Fortsættes i næste nummer)