Et par tanker

Af Daniel Laflor
Princippet om guru er universelt, uanset om ens guru falder ned.

Der er mange måder, man kan vælge at reagere på, når ens gurudeva falder ned. F.eks. kan man blive kritisk og påstå, at processen ikke virker: ”Hvis processen virker, hvordan kan det så være, at en så engageret, ydmyg og vellidt person falder ned?” Sådan et spørgsmål har naturligvis sin berettigelse, men det har svaret også! Tag f.eks. Jada Bharata fra Srimad-Bhagavatam. Han var i særdeleshed en Krishna-bevidst konge og faktisk så from og vellidt, at denne planet bliver omtalt som Bharata-varsa – Kong Bharatas sted. På et tidspunkt valgte han at forlade sit kolossale kongerige til fordel for meditation på Krishna i skoven. Det siges, at han var lige så knyttet til sit kongerige, som man er knyttet til sin afføring på toilettet, altså fuldstændig ligeglad. En dag, da han sad og mediterede på Krishna, døde et dådyr for øjnene af ham, og han følte sig nødsaget til at tage sig af dets kid. Da kiddet senere døde, og han selv også døde, resulterede det i en genfødsel som et dådyr. Han blev altså overordentligt knyttet til det lille kid.

Hvad er pointen så? Jo, hvis selv den største hengivne kan falde ned for en kort stund og glemme alt om Krishna, hvad kan der så ikke ske for de storsindede hengivne, der frivilligt tager tjansen som guru på fuldtid. Jeg tager personligt hatten af for sådanne sjæle og bøjer mig dybt i støvet for dem...selv hvis de falder ned igen. Prabhupada siger, at man i sidste ende er selvisk, hvis ikke man bliver en guru. Altså bør alle være guruer. Man kan være guru for sin familie, for sine venner, på sit arbejde...overalt. Og nogle få personer, der kan følge hele programmet hver dag, og som magter at oplære og guide en masse elever, ja disse personer kan blive initierende guruer. Jeg oplever klart, at det blot er en manglende forståelse for vores situation i denne midlertidige sfære af materiel energi, der gør, at vi begynder at fordømme nogle, blot fordi de stadig er lidt knyttet til at nyde deres sanser.

En anden måde at reagere på at blive en såkaldt ritvik-tilhænger. Ritvik betyder i denne sammenhæng, at man uden at have mødt Srila Prabhupada bliver direkte discipel af ham. Altså ligesom de kristne er disciple af Jesus uden, at de har en initierende åndelig mester i direkte forbindelse med Jesus. Argumentet går på, at ingen kan være så rene og ophøjede som Srila Prabhupada, og at Srila Prabhupada ønskede alle i fremtiden skulle blive direkte disciple af ham og ikke af
levende guruer.

Jeg vil begynde med at sige, at dette er noget sludder og vrøvl. For det første sagde Srila Prabhupada utallige gange, at hans eneste kvalifikation var, at han ikke ændrede på noget som helst, men blot gentog, hvad skrifterne siger. I samtlige tilfælde på samtlige planeter over milliarder af år i forskellige universer har den vediske kultur været struktureret efter princippet om guru-discipel. Srila Prabhupada havde selv en guru, hans guru Bhaktisiddhanta
Sarasvati havde en guru osv. osv. Selv Krishna havde en guru, da Han var her. Det er da et eksempel, der er til at forstå. En anden ting er, at det såkaldte ’ritvik-system’, som nogle er tilhængere af, overhovedet ikke er nævnt i Vedaerne. Ritvik betyder ’sæson-ofringer’ på sanskrit og var en benævnelse, man brugte om brahmanaer, der var kyndige i at udføre forskellige ofringer i løbet af året. Dette kunne f.eks. være ofringer til Indra for at få regn til gode afgrøder om foråret og høstofringer om efteråret. Det bliver aldrig brugt om en guru, der skal initiere en discipel på vegne af en afdød guru. Det er så uvedisk som kalvekoteletter. Jeg tror personligt, at den bedste forklaring på sådanne misforståelser og afvigende filosofier er manglende indsigt i sastra og manglende lytning til Srila Prabhupadas foredrag. Det smukke ved vedisk kultur er, synes jeg, at det er en uforanderlig visdom, som gælder i alle situationer i alle tidsaldre. Den er ligetil og praktisk. Den er som et universalrengøringsmiddel, der virker overalt og på alle tider af døgnet.

At overgive sig til Krishna er egentlig en simpel ting. Det betyder, man indstiller sig på konstant at gøre ting, der glæder Krishna, hvad enten man selv synes, det er sjovt eller ej. Krishna siger, at vi skal opsøge en åndelig mester, tjene ham ydmygt og stille afklarende spørgsmål til ham. Gør vi dette, er vi i gang med at glæde Krishna, og det er perfektionen. Det er her, vi oplever den største ekstase. Mister guruen kontrollen over sine sanser og bliver viklet ind i maya, ja så kan han ikke hjælpe os længere. En bundet mand kan jo ikke hjælpe en anden bundet mand.

Det betyder naturligvis ikke, at fordi sådan noget sker, kan ingen ubundne mennesker hjælpe os. For mig er det ligesom, hvis en person prøver at hjælpe mig op af et hul, men så selv falder i. Jeg siger naturligvis tak for hjælpen, men kalder bagefter på nogen anden form for hjælp. Vi glæder ikke Krishna ved at tilfredsstille vores egne sanser, og bruger vi guruens fald som en undskyldning for at nyde vores egne sanser, ja så er det vores eget problem. Som Bhaktisiddhanta Sarasvati sagde, skal vi holde op med at snage i andres fejl og mangler, men i stedet prøve at forstå, hvad vi selv gør forkert. Den frie vilje er der hele tiden, og ’viljer’ vi at nyde kroppen og undgå guru, er vi bogstavelig talt dødsdømte. Vi kommer til at opleve endnu flere fødsler og endnu flere dødsøjeblikke. Vi er så vant til at afsky og undgå autoriteter, men uden denne velfunderede tro på, at barmhjertighed kommer gennem guru-parampara, og at metoden til at opnå denne barmhjertighed ligger i at finde en guru og tjene ham, er vi på tynd is. Vi er født åndeligt handicappede og uvidende, og hvor i alverden vil vi få kontakten til Krishna fra uden en guru?