4.2.06

Redaktionelt: Godt nytår

Af Dandaniti Devi Dasi
Som vi advarede om før jul, kommer årets første nummer af Nyt fra Hare Krishna et stykke ind i det nye år. Til gengæld har vi den glæde at kunne levere to blade på en gang.

Det ene, som vi har kaldt Vaisnava-biografier er en samling biografier over en lang række hengivne, acaryaer og Visnu-inkarnationer. Dette blad afløser fremover den faste spalte med fremkomst- og bortgangsdage. Eftersom 28 sider ikke er meget at beskrive så mange store hengivne på for ikke at tale om festivalerne, ønsker vi senere at kunne præsentere et temanummer om festivaler i vaisnava-traditionen.

Med dette blad byder vi velkommen til en ny æra af Nyt fra Hare Krishnas historie. Fra at være ugeblad og fjortendagesblad går vi nu over til at være et månedsblad. Vi håber fortsat at kunne dække behovet for et trykt medie i vores danske Hare Krishna-samfund. Samtidig beder vi om læsernes velsignelser til at udføre denne tjeneste.

Vi lægger ud med en samtale, som Srila Prabhupada havde med en forhenværende engelsk verdensmester i racerkørsel (formel 1 tilføjer min mand). Prabhupada forklarer, hvordan man vinder væddeløbet imellem fødsel og død. Han nævner også, hvordan vi kan forstå vore fortidige, nutidige og fremtidige liv ved hjælp af Bhrigu-samhita, en astrologisk afhandling.

Samme Bhrigu-samhita går igen i artiklen Fortid, nutid og fremtid, et uddrag fra Indradyumna Swamis dagbog. Indradyumna Swami og hans gode ven Sri Prahlada besøger en af de fire bhrigu’er (astrologer) i Indien. Bhrigu Muni nedskrev horoskoper for alle mennesker i Kaliyuga, i hvert fald de, der vil opsøge bhrigu’erne, idet han forudså at astrologerne i Kali-yuga ville være så ringe, at han hellere måtte gøre arbejdet for dem. Det kan du læse mere om her.

Det gode ægtepar Adityavarna Devi Dasi og Jatayu Dasa bidrager begge til dette blad på flere fronter. Jatayu fortæller om sin vej til Krishna-bevidsthed og nogle af de refleksioner, han har gjort om livet som hengiven. Adityavarna har skrevet et indlæg om bogdistribution ovenpå det netop overståede julemaraton og har også en finger med i spillet på børnesiden.

I dette nummer genoptager vi rubrikken Det Hellige Navns Markedsplads med en meget smuk bøn af Srila Rupa Goswami. Denne bøn er tæt forbundet med børnesiden, der også handler om Hare Krishna-mantraet, idet begge er inspireret af en japa-workshop i Prabhupadadesh, Italien.

Hvis du vil vide noget om vegetarer og proteiner, skal du slå op på køkkensiden bagest i bladet.

God læselyst. Hare Krishna.

PS. Du har nok set, vi har en ny forside i forhold til, hvad vi har haft de sidste 6 år. Måske er det ikke det endelige resultat, men vi eksperimenterer lidt de næste par numre, indtil vi finder det, vi bedst kan lide.