Læserside

Finn Buhl, Roskilde, skriver:
Kære Lalitanatha.
I nr. 25-26 af ”Nyt fra Hare Krishna” har du en artikel, skrevet af dig selv: ”Var Jesus i Indien?”

Jeg har for en del år siden læst Nicholas Notovitchs bog: ”Issa profeten af Nazareth”. Den er udgivet på dansk på forlaget Sankt Ansgar. Så vidt jeg husker, er der intet nyt under solen i bogen, og det er der heller ikke i din artikel.

Jeg har også læst Koranen på dansk, og kender godt citatet, hvor Jesus møder en Pakistansk eller Indisk konge. Jesus kaldes i Koranen konsekvent ”Jesus Marias søn, som blot er et af Mine sendebude.”

Jeg har også en artikel fra ”Dansk Familiejournal nr. 34, 1973”, som handler om gravmælet i Srinagar i Kashmir med billede af samme samt billede af familien, som har passet gravmælet siden Yuz Asaf døde 115 år gammel.

Konklusionen er imidlertid: Gravmæle eller ej, og en Yuz Asaf som muligvis eller muligvis ikke er Jesus, og for så vidt også om Jesus skulle have været i Indien fra sit 14. år til sit 30. år: Du og mange andre ønsker at reducere Jesus til en guru – en lærer – en stor hengiven – en mand med utrolige evner, og så er det det! Det er bare for enkelt!!

For mig må man tro, hvad man vil, men at reducere Jesus til en guru mv., er og bliver ”at ligge Kristus tilbage i graven”, som Melanchton skriver i sin Apologi.

Allerede i Det Ny Testamente lanceres konspirations-teorien: Læs Matt. 27,62-67 og Matt. 28,11-15. Legenden om, at Jesu legeme enten blev stjålet af disciplene, eller at Jesus undslap døden på korset og levede videre i mange år, er lige så gammel og sejlivet, som vor tidsregning.

Problemet er, at enten forstår man, hvad korsdøden og den efterfølgende opstandelse BETYDER, eller også forstår man det ikke: Forstår man det, ER døden på korset Det Ultimative Offer – Påskeofferet, eller som kristne også udtrykker det – Vor Herres Forsoningsoffer. Læs Rom. 3,21-31 og 6,1-11, samt 8,1-23. Og opstandelsen ER overvindelse af Den Anden, Den Evige Død, ikke alene for Jesus selv, men alle dem, som tror på HAM. Læs Joh. Åb. 20,15. Forstår man det ikke, bliver korsdøden blot en martyrdød og opstandelsen til gisninger om en yderst heldig overlevelse. Man rykker simpelthen tyngdepunktet i teologien fra MIDLEREMBEDET over til LÆREREMBEDET.

Det unikke i kristendommen er imidlertid at GUD SELV eller som kristne almindeligvis siger GUDS SØN (Hebræerbrevet 1,1-14 og 5,5), for ”Faderen og Jeg er et” siger Jesus gang på gang, men altså GUD SELV gør DET, vi efter LOVEN skal gøre, men ikke er i stand til at gøre pga. vores uformåenhed: ”For GUD elskede verden således, at HAN gav SIN SØN den enborne…”. Efterfølgende bør vi – i kærlighed til Kristi formåen – gøre den smule vi formår, men som aldrig er nok. Desværre ”glemmer” især protestanter disse De Gode Gerninger og stirrer sig i stedet blinde på Det Ultimative Offer.

DET Jesus gør – ofrer SIG SELV – er i virkeligheden DET, der står i Bhagavad-gita kap. 18 vers 66: ”Jeg skal befri dig fra alle syndefulde reaktioner. Frygt ikke!” Jesus er den eneste, som har gjort DET! Jeg kunne fristes til at sige, at Jesus Kristus er KRSNA selv, men vil nøjes med betegnelsen ”GUDS SØN”, som kristne plejer.

Navnet Jesus er den græske version af det hebræiske Joshva, som betyder ”Jahve er frelse”. Der er på hebræisk en ordlighed mellem Jahve og JEG ER. Det er derfor, der er så mange ”JEG ER”-tekster i Johannes Evangeliet. Jesus betyder altså: ”JEG er din frelse.”

Vi frelses formedels TROEN på HANS fuldgyldige OFFER. TROENS FRUGTER er de gode gerninger (Matt. 25,31-46) og ( Jakobs brevet 2,14-26), som ALTID er mangelfulde, og ved hvilke vi ikke kan opnå frelse ( Joh. Åb. 20,11-15), men som ALDRIG må udeblive, hvis vor tro ikke blot skal være ”ordets hørere.” læs: Jacobs brev 1,19-27)

SVAR: Kære Finn, tak for din kommentar, som selvfølgelig får et par ord med på vejen herfra.

Om der er noget nyt eller ej i artiklen om Jesus i Indien afhænger af, hvem der er tale om. For dem, der ikke har hørt det før, er det nyt. Under alle omstændigheder tyder meget på, at Jesus var i Østen både før og efter sin korsfæstelse. Modstanden imod at indrømme det stammer mere fra teologiske overvejelser end historiske kendsgerninger.

Jeg ønsker bestemt ikke at reducere Jesus til ’kun’ en guru. En guru, Guds repræsentant, er den højeste og mest fortrolige position, som Gud betror nogen sjæl. Gud handler igennem den ægte guru, så man kan slet ikke tale om ’kun’ en guru. Jesus var utvivlsomt en guru af helt usædvanlig Gudsbevidsthed og renhed. Ikke mange guruer huskes 2000 år efter deres tid.

Jeg og alle andre Krishna-hengivne har den største respekt for Jesus. Men du kan ikke forvente, at vi sætter Jesus i den kategori, som gængs kristendom anbringer ham i. Ellers kom vi vel i den kristne kirke. Jesus var en ren sjæl, der blev sendt af Gud til denne verden med et budskab og et eksempel for at hjælpe faldne sjæle hjem til Gud, men han er ikke den eneste, Gud har sendt og løbende sender til denne verden. Krishna siger i Bhagavad-gita (4.7), yada yada hi dharmasya: ”Når som helst og hvor som helst der sker en aftagen af religiøse principper og en stigning i irreligiøsitet, nedstiger Jeg.” Denne Guds nedstigen kan tage form af en personlig avatara som Krishna, Rama og Caitanya eller som en ren repræsentant som Jesus og andre.

Jesus var altså ikke Gud selv, hvilket Srila Prabhupada gentagne gange bekræftede. Han skrev f.eks. i et brev til Sucandra Dasa den 8.12.1969. ”Herren Jesus Kristus åbenbarede, at han var Guds søn, og Krishna åbenbarede, at Han er Gud Selv, alle levende væseners Højeste Fader. Så tror du ikke, at det vil glæde Kristus, hvis du vier dit liv til Krishna, den Højeste Faders, tjeneste.”

Srila Prabhupada kritiserede ligeledes ideen om, at Jesus er Guds eneste søn. I en forelæsning i Tokyo den 24. april 1972 sagde han: ”Hvorfor skulle Gud begrænses til kun at have én søn? Jeg stillede dette spørgsmål i en kirke til en kristen præst: ’Er Gud begrænset eller ubegrænset?’ Han svarede: ’Ubegrænset.’ ’Så hvorfor begrænser I Ham til kun én søn?’ ”

Gud er ubegrænset. En del af Hans ubegrænsede nåde er, at Han sender et ubegrænset antal repræsentanter til denne verden – til alle tider, på alle steder – for at hjælpe os betingede sjæle tilbage til den åndelige verden. Jesus er en af sådanne repræsentanter.

Vedaerne accepterer ikke ideen om, at Jesu død på korset (hvis han altså døde på korset) var et specielt soneoffer for verdens synd. Hele hans liv var et stort offer for andres synder, og han lærte, at man bliver syndfri ved at følge hans lære og eksempel.

Apropos synd gør den gængse kristendom synd til alt for stort et problem. Stort er det, men det er ikke umuligt blive syndfri. Sjælen er naturligt syndfri, og når den genopliver sin oprindelige naturlige bevidsthed, er der ikke spor af synd tilbage, hverken i dens handlinger eller tanker. Synd er at gå imod Guds ønsker. Ud af kærlighed til Gud handler rene sjæle naturligt i overensstemmelse med Guds ønsker hvert øjeblik. At have kærlighed til Gud er sjælens oprindelige natur, og denne kærlighed ligger latent i os alle. Vi sjæle i denne verden har ud af vores frie vilje forkastet Gud og vores kærlighed til Ham, og derfor handler vi syndigt. Men vender vi os igen til Gud og genopliver vores rene kærlighed til Ham, forsvinder vores syndige natur af sig selv, ligesom mørket forsvinder, så snart der er lys.

Ved at engagere sig i hengiven tjeneste til Krishna og derigennem genoplive sin rene natur af kærlighed til Ham kan det lade sig gøre for alle at blive syndfrie. Der er tre sider af synd: 1) reaktioner på syndige aktiviteter (karma), 2) selve de syndige aktiviteter og 3) tilbøjeligheden til at synde.

Hvad angår 1), kan disse karma-reaktioner slettes bl.a. igennem Krishnas navn eller ved, at man oprigtigt siger til Krishna, ”Fra nu af er jeg Din, gør med mig, hvad Du vil.” Blot at sige ’Krishna’ én gang sletter reaktionerne på flere synder, end man er i stand til at begå i millioner af liv. Med andre ord tilgiver Gud med det samme ens synder, så snart man oprigtigt angrer og fortryder, at man har begået dem.

Hvad angår 2), er det første skridt at opgive fire ’kardinalsynder’, nemlig kødspisning, beruselse, utilladt sex og spil. Dernæst skal man lære at handle ikke på egne vegne, men på Krishnas vegne. Krishna gav Arjuna besked på at kæmpe for Hans (Krishnas) skyld og ikke for sin egen skyld, ”og når du handler sådan, vil du aldrig på pådrage dig synd.” (Bg. 2.38). Med andre ord skal man fuldt ud engagere sig i hengiven tjeneste til Krishna, hvilket vil holde en i en syndfri tilstand.

Nr. 3) er det dybeste problem, for selv når vi ikke handler syndigt, føler vi os stadig tiltrukne til syndige handlinger. Men dette problem får man også bugt med ved at engagere sig i hengiven tjeneste til Krishna, da denne hengivne tjeneste gradvist fører til en genoplivelse af vores oprindelige bevidsthed. Hengiven tjeneste til Krishna, helst i selskab med andre hengivne, giver med det samme en meget dybere tilfredsstillelse, end man nogensinde har oplevet at få igennem syndige aktiviteter. Denne højere tilfredsstillelse stiller syndige aktiviteter så meget i skyggen, at de efterhånden mister taget i en, og når ens oprindelige kærlighed til Krishna til sidst er vokset frem, strejfer ikke så meget som en syndig tanke ens sind. Man opgiver fuldstændigt ønsket om at handle syndigt, ligesom børn mister begæret efter legetøj, når de vokser op og oplever noget bedre.

At blive syndfri er således ikke uopnåeligt for nogen af os. Et godt eksempel på dette diskuteres i Srimad-Bhagavatams 6. Bog i historien om den store synder Ajamila, der blev syndfri blot ved at sige Narayanas (Krishnas) navn, selv om han ikke engang mente Krishna, men blot sin søn, der også hed Narayana. Ifølge vedisk filosofi er det en misforståelse at tro, at vi for altid er dømte til at synde, som den gængse kristendom hævder det, ligesom det er en misforståelse at citere Bhagavad-gita 18.66 til støtte for den kristne tese om Jesu død og soneoffer på korset. Ld.