Fortid, nutid og fremtid

Af Indradyumna Swami
Indradyumna Swami beretter om sine oplevelser i perioden fra 9.-15. november 2005. Hans fortælling starter i Vrindavana, hvor han tilbringer tid hvert år ovenpå det udmattende festivalprogram, han står for i Polen hver sommer. I det følgende fortæller han bl.a., hvordan han og hans ledsager Sri Prahlada Dasa besøger en astrolog, der læser fra en gammel tekst om Indradyumna Swamis liv.

Før jeg forlod Vrindavana for at rejse tilbage til Vesten, fortalte jeg Sri Prahlada Dasa, at jeg gerne ville have darsana med den berømte Deitet af Sri Nathji i Rajasthan. Deiteten blev fundet på Govardhana-bjerget af en stor hengiven, Madhavendra Puri, for over 500 år siden før Herren Caitanya Mahaprabhus fødsel. Deiteten blev senere flyttet fra Vrindavana til Nathdwar, ikke langt fra der, hvor byen Udaipur nu ligger.

”Det ville være fantastisk,” sagde Sri Prahlada. ”Så kan vi på samme tid besøge en berømt astrolog, der bor nogle timer derfra i ørkenen. Han er kendt som en Bhrigu, for han kan læse ens fremtid i Brighu-samhita.”

”Kan han virkelig forudsige fremtiden?” spurgte jeg.

”Ih ja,” svarede Sri Prahlada. ”Videnskaben i Brighu-samhita gælder stadigvæk. Det sagde Srila Prabhupada også. I slutningen af Dvapara-yuga var Bhrigu Muni bekymret for, at mange astrologer i Kali-yuga ikke ville være kvalificerede, så han skrev alles horoskoper ned og inkluderede fortid, nutid og fremtidige liv.

Afskrifter af disse horoskoper gemmes sikkert fire forskellige steder i Indien. Når man besøger en Bhrigu, vil man opdage, at det står skrevet i ens horoskop, at man kommer på netop den dag for at blive spået.”

”På nøjagtigt den dag?” sagde jeg.

”Ikke blot dagen, men også klokkeslettet,” sagde Sri Prahlada.

Jeg gik ind på mit værelse og søgte på Vedabasen med Srila Prabhupadas bøger og forelæsninger. Til min forbavselse faldt jeg over følgende citat:

”Hvordan kan man forstå fortid, nutid, fremtid? Igennem sastra ...Der er stadig astrologiske beregninger i Indien ved navn Bhrigu-samhita. Hvis man rådfører sig med Bhrigu-samhita, vil de med det samme give en ens fortid, nutid og fremtid. Astrologi-videnskaben er så perfekt. Hvad man var i sit sidste liv, hvad man er nu, og hvad man vil blive. Disse tre ting kan vides.”

[Srila Prabhupada, Srimad-Bhagavatam-forelæsning den 29. juli 1975 i Dallas]

Samme dag om eftermiddagen mødte jeg igen Sri Prahlada. ”Jo,” sagde jeg, ”Jeg tror, jeg vil tage imod dit forslag om at besøge Bhrigu’en.”

”Virkelig?” sagde Sri Prahlada.

”Ja,” sagde jeg. ”Jeg er interesseret i at se, hvilke muligheder for hengiven tjeneste, der ligger forude for os i det kommende år.”

To dage senere ankom Sri Prahlada, Bimala Prasada Dasa, Dhruva Dasa og jeg til Udaipur. Efter at have indlogeret os kørte vi en times tid med taxa igennem bølgende bakker til landsbyen Nathdwar, hvor vi besøgte Sri Nathjis tempel. Det var mindre overfyldt, end da jeg var der for fem år siden, og vi nød den vidunderlige darsana.

Om eftermiddagen lejede vi en taxi og kørte videre ud i ørkenen. Efter fire timers kørsel kom vi til en gammel, støvet landsby i, hvad der lignede midt i ingenting.

”Hvordan i alverden skal vi finde Bhrigu’en på dette sted?” spurgte jeg. ”Der er ingen gadeskilte for slet ikke tale om husnumre.”

”De lokale kender ham,” svarede Sri Prahlada. Han åbnede vinduet og spurgte en forbikørende rickshaw om vej på hindi.

”Bhrigu’ens hus ligger på hjørnet to gader længere nede,” sagde Sri Prahlada, da han lukkede vinduet.

Da vi kørte videre, så jeg en gammel mand i en dhoti stå på en veranda og kigge i vores retning.

”Det må være stedet,” sagde Sri Prahlada.

”Hvordan kan du være sikker på det?” spurgte jeg.

”Fordi Bhrigu’en venter på os,” sagde han.

”Venter på os?” sagde jeg.

”Ja,” sagde han. ”Det står i vores horoskoper, at vi kommer denne formiddag.”

En gys gik igennem min krop.

Vi standsede foran huset og steg ud. Den gamle mand kom frem for at byde os velkommen.

”I kommer lige til tiden,” sagde han med et smil.

Jeg så på Sri Prahlada. ”Lige til tiden?” sagde jeg.

Sri Prahlada blinkede med det ene øje.

Den gamle mand bød os indenfor i sit lille hus og førte os ind i et rum, der var oplyst af en lille petroleumslampe. Jeg så gamle billeder af helgener og vismænd på væggen og spurgte Sri Prahlada om den mest iøjnefaldende, en hvidskægget sadhu, der sad med en stor bog i skødet.

”Bhrigu Muni,” hviskede Sri Prahlada.

”Skriv sted, dato og tidspunkt for din fødsel her,” bad den gamle mand mig.

Han rakte hånden ned i en gammel trækasse og hev nogle tekster ud. Han anbragte en af dem foran mig.

”Luk dine øjne,” sagde han, ”og sæt din pegefinger på et af diagrammerne på papiret.”

Jeg tøvede et øjeblik, lukkede derefter øjnene og anbragte fingeren direkte på papiret. Da jeg åbnede øjnene, så jeg, at jeg havde ramt lige i centrum på en af de cirka 20 cirkler. I midten af cirklen var der forskellige mønstre, og hvad der lignede tal.

Den gamle mand tog hurtigt papiret og så på uret på væggen. Han tog en lille tavle og et stykke kridt og begyndte at lave forskellige udregninger. Han rakte hånden om bag sig selv og fandt et klæde frem, bandt det op, søgte imellem endnu en bunke papirer og udvalgte omhyggeligt et af dem.

Så satte han sig ret op og begyndte at læse fra det gamle papir.

”Du blev født i Amerika,” sagde han højt.

”Det er klart,” tænkte jeg. ”Det har jeg jo lige skrevet ned.”

”Din far døde, da du var 17, og din mor, da du var 47,” fortsatte han.

Jeg så overrasket på ham.

”Du forlod landet, hvor du er født, da du var en ung mand, og har siden da rejst rundt i verden i din gurus mission. Du har mange steder, hvor du kan bo, men du bor ikke fast noget sted. Du rejser altid. Du var gift og havde en søn, men du forlod din familie for at blive sannyasi.”

Han brød ud i et stort grin. ”Du er meget lykkeligere nu som sannyasi, end da du var en gift mand.”

Hans ansigt blev igen alvorligt.

”Din bror har haft et meget vanskeligt liv. Han lever for øjeblikket sammen med en kvinde, men han er ikke gift med hende. Han vil ikke kunne gøre noget godt for dig, men du vil gøre en masse godt for ham.”

Jeg sad målløs og stirrede på ham.

”Du reciterer Krishnas navne hver dag,” sagde han, ”Og du tilbeder også dit eget sæt Deiteter. Du har til dato skrevet mindst fem bøger, og du kommer til at skrive mange flere.”

Jeg hørte ikke den sidste del af sætningen ordentligt. ”Mange flere?” spurgte jeg.

”Ja,” sagde han, ”og alt, hvad du skriver, bliver udgivet to gange.”

”Udgivet to gange?” sagde jeg.

Jeg så på Sri Prahlada. Han tænkte sig om et øjeblik og smilede. ”Internettet,” sagde han, ”Du sender kapitlerne fra din dagbog ud på Internettet, og ved årets afslutning udgives de i bogform.”

”Dette er forbløffende,” sagde jeg.

”Dit helbred er generelt godt, fordi du spiser enkel mad,” sagde Bhrigu’en, ”men du spiser for mange søde ting.”

Han så op. ”Du må holde op med at spise søde ting,” sagde han med bestemthed.

”Han er ikke her for at smigre dig,” sagde Sri Prahlada. ”Han læser blot, hvad Bhrigu Muni har skrevet.”

”Du skal være forsigtig, når du kører i bil,” sagde Bhrigu’en. ”Du blev en gang ramt af en bil og næsten slået ihjel. Er det ikke sandt?”

”Jo,” sagde jeg langsomt. ”Det er sandt. I Sydafrika blev jeg i 1992 ramt af en bil og var sengeliggende i mange måneder, før jeg var rask.”

Han fortsætte med at læse. ”Dine mest værdifulde ejendele blev stjålet sidste år,” fortsatte han.

Jeg vendte mig til Sri Prahlada. ”Her tror jeg, han tager fejl,” sagde jeg. Sri Prahlada så ud til at være træt af min stædighed. ”Husk, hvordan alt dit Deitets-udstyr blev stjålet af skinheaderne i Polen i juni 2004,” sagde han.

”Orv,” sagde jeg. ”Det er rigtigt.”

Jeg var overbevist, og jeg vendte mig ydmygt rundt for at høre mere.

Den gamle mand så op, stirrede på mig og så derefter ned på papiret igen. ”For 1000 år siden,” sagde han, ”var du konge i Karnataka. Du var meget rig og gav en stor del af din rigdom til hospitaler, skoler og templer. I slutningen af dit liv trak du dig tilbage til skoven.

I dit sidste liv havde du to hustruer. Sidst i livet bad du, ’Hvis jeg skal fødes igen, vil jeg ikke være grhastha. Jeg vil være sannyasi og vie hele mit liv til Gud.’ Så i denne fødsel tog du sannyasa i en alder af 29. Rigtigt?”

”Jo,” svarede jeg. ”Det er rigtigt.”

”Det er resultatet af dine tidligere handlinger og ønsker,” sagde han. ”I denne fødsel vil du få umådelige velsignelser fra din åndelige mester. Fordi vejen, du har valgt, er bhakti, kommer du ikke til at tage fødsel igen. Du vil blive befriet i slutningen af dette liv. Du lever, til du bliver gammel, og du dør en naturlig død. Du kommer ikke til at dø af en langtrukken sygdom.”

Jeg vendte mig til Sri Prahlada. ”Hvis alt dette går i opfyldelse,” sagde jeg, ”vil jeg gøre mit bedste for at bruge en sådan god skæbne i Herrens tjeneste.”

”Alle dine venner vil være gode mennesker,” fortsatte Bhrigu’en.

”En del af mit gode held,” sagde jeg til Sri Prahlada med et smil.

”Fra dette punkt af vil din velstand vokse dag for dag,” sagde Bhrigu’en. ”Senere i livet opfører du et stort tempel for Radha og Krishna. Tilbedelsen vil være prægtig. Hvis regeringen forsøger at hindre dine bestræbelser, vil du sejre over dem. På samme sted vil du opføre en goshala for køer. Der vil være en gurukula og måske også et børnehjem.”

Han smilede. ”Mange børn vil komme til dig,” sagde han.

”Hvordan skal jeg kunne udrette alt dette?” røg det ud af munden på mig.

Han så papiret grundigt igennem. ”Dine disciple hjælper dig,” sagde han. ”De skaffer midlerne. De vil have en eller anden form for forretning med eksport og import.”

Jeg må have set en smule overrasket ud.

”Bhrigu har skrevet det!” sagde han med eftertryk.

”Senere vil du også arbejde på lægeområdet – ayurveda,” sagde han. ”Du vil lave lægemidler og give dem til folk, og de vil blive sunde. I din alderdom bliver du berømt for det.”

Jeg så på Sri Prahlada med hævede øjenbryn.

Han så igen på papiret og begyndte at nikke med hovedet. ”Her står det skrevet, at du vil udvide din tjeneste til fire lande,” sagde han. ”Hvad er din nuværende tjeneste?”

”Jeg har et stort festivalprogram i Polen,” sagde jeg.

”Du tager det til tre andre lande,” konkluderede han.

”Hvordan i alverden skal det ske?” hviskede jeg til Sri Prahlada.

”Det står skrevet i stjernerne,” sagde Sri Prahlada. ”En skønne dag vil du se, at det alt sammen går i opfyldelse.”

”Vi kommer nu til slutningen af spådommen,” sagde den gamle mand. ”Det står her, at du vil tilbringe tid i Vrindavana, Mathura. Kender du det sted?”

”Ja, selvfølgelig,” svarede jeg.

”Efter dit 66. år slår du dig ned der og reciterer de hellige navne. Intet andet. Du vil være ligeglad med, om du spiser eller ej. Fra tid til anden vil du besøge forskellige steder i forbindelse med din tjeneste, men du vil altid komme tilbage. Har du nogle spørgsmål?”

Jeg var lamslået over hans præcision, og jeg måtte tænkte mig om et øjeblik. ”Hvor længe vil min ledsager Sri Prahlada og jeg være sammen?” spurgte jeg.

Han så på papiret. ”Indtil din død,” sagde han. ”Somme tider vil han rejse væk for at gøre andre tjenester. Det står skrevet i horoskopet, at I fire personer kommer sammen her på caturdasi, mandag, og at din spåning begynder klokken 14 og slutter kl. 15.”

Jeg gav tegn til Sri Prahlada, at han skulle se på papiret. Han lænede sig over og studerede omhyggeligt sanskrit’en. ”Fra hvad jeg kan forstå, er det, hvad der står,” sagde Sri Prahlada.

”Hvem er den næste?” sagde Bhrigu’en.

”Sri Prahlada,” sagde jeg og flyttede mig.



Fire timer senere, efter at vi alle var blevet spået, tog vi derfra og kørte tilbage i vores taxi.

”Han sagde, at min nuværende tjeneste ville udvide sig til tre andre lande,” sagde jeg til Sri Prahlada.

”Ja,” sagde Sri Prahlada, ”det sagde han.”

”Det er svært at forestille sig,” sagde jeg, da jeg lukkede døren til taxien. ”Det er en sommerbegivenhed. Der er ikke tid til at være i to lande i juli og august for slet ikke at tale om fire.”

Jeg sagde ikke noget til nogen i Vrindavana om vores møde med Bhrigu’en. Det var for utroligt. Jeg gik i gang med de sidste øjebliks indkøb til vores festivalprogram i Polen. På den sidste dag på markedet vendte en discipel sig til mig. ”Guru Maharaja,” sagde han, ”hvorfor bliver du ved med at bestille ekstra ting på din liste? Hvad skal du med det alt sammen?”

”Måske får vi brug for det,” sagde jeg. ”Man ved aldrig. Måske en dag holder vi festivalprogrammet i et andet land ved siden af Polen.”

Disciplen hævede øjenbrynene. ”Tror du det, Guru Maharaja?” sagde han.



Den næste dag fløj jeg til Warszawa og havde to dage med møder med Nandini Dasi og Jayatama Dasa om vores sommerfestivalturne i Polen i 2006. Så tog jeg et fly til Buenos Aires. Min Gudsbroder Lokavardhana Prabhu havde inviteret mig til at være med til deres femte årlige Ratha-yatra-festival.

Det var mit første besøg i Argentina. Da jeg ankom, hentede Gunagrahi Maharaja mig. På vej til templet gav han mig yatraens historie. Han var opstemt, for de var lige ved at skrive under på et smukt nyt tempel i byen.

”Du vil kunne lide det hernede,” sagde Maharaja. ”Folk er fromme og bløde om hjertet, og de hengivne elsker kirtana.”

Jeg skulle ikke vente længe, før jeg fik lov til at påskønne Maharajas ord. Da vi ankom til templet, bød en glad kirtana mig velkommen og ledsagede mig ind i tempelrummet med sang og dans hele vejen. ”Det er rigtigt,” tænkte jeg. ”De elsker kirtana.”

Bagefter på mit værelse bad jeg en af de ældre hengivne fortælle mig mere om den argentinske yatra. Imens han talte, var jeg forbavset over, hvor megen mulighed der var for at sprede Krishna-bevidsthed her. Det virkede så forskelligt fra Polen, hvor regeringen er fjendtligt indstillet overfor vores bevægelse, og hvor den romersk-katolske kirke giver problemer i det uendelige.

”Vi har en gård lige uden for byen,” sagde han, ”og vi har et Food-for-Life-program, en restaurant ved navn Krishna, en ugentlig harinama i centrum af Buenos Aires og talrige nama-hatta-centre. Nu planlægger vi et yoga-center og seminar-programmer i vores nye tempel.”

”Det ser ud til, at det eneste, I mangler, er et omrejsende festivalprogram,” sagde jeg.

Jeg havde ment det som en vittighed, men så snart ordene var ude af munden på mig, gik det op for mig, hvad jeg havde sagt. Den hengivne greb chancen. ”Ja,” sagde han, ”Det er nøjagtigt, hvad vi mangler, Maharaja. Hvorfor kommer du ikke her og laver dem? Argentina er det perfekte sted til festivaler, og du er den rette person til at gøre det.”

Jeg rystede på hovedet for at sige nej.

”Sommeren varer kun så længe…” begyndte jeg at sige.

”Maharaja,” sagde han, ”du må være træt efter den lange flyrejse. Når det er sommer i Polen, er det vinter her. Og når det er vinter i Polen, er det sommer her.”

”Det er sandt,” sagde jeg. Jeg tænkte over det et øjeblik og så for mig, hvordan jeg så skulle fordoble min fundraising, starte et program fra bunden af og kæmpe for at holde det kørende.

”Men det vil tage år at bygge op,” sagde jeg.

”Nej, det vil ikke,” sagde den hengivne. ”Der er en argentinsk hengiven, Ekanatha Gaura Dasa, der besøgte dit festivalprogram i Polen for to år siden. Han laver nu et lignende program, men meget mindre, i Peru og Bolivia. Jeg er sikker på, at han gerne vil arbejde sammen med dig om at organisere et stort sommerfestivalprogram her i Argentina.”

Han rakte mig et stykke papir. ”Her er hans e-mail-adresse,” sagde han.

Jeg kunne ikke stå for ideen. Jeg fandt min computer frem og sendte med det samme Ekanatha Gaura en e-mail.

En halv time senere svarede han. ”Maharaja,” skrev han, ”hvad end erfaring eller inspiration, jeg har, skyldes alt sammen dig og min Guru Maharaja. Skønt jeg har studeret organisation på universitetet, kommer al min praktiske erfaring fra at iagttage dig. Hvad kan jeg sige? Jeg er henrykt over dit forslag. Den kommende sommer har jeg bundet mig til at afholde min festival i Ecuador, så lad os gøre det i Argentina i januar 2007.”

Efter at have rådført mig med Gunagrahi Maharaja besvarede jeg hans e-mail. ”Det er en aftale,” skrev jeg. ”Kom her i næste uge, så vi kan diskutere alle detaljerne.”

Efter at have sendt e-mailen lænede jeg mig tilbage i min stol. Alt gik så hurtigt. Jeg var ikke mere end netop ankommet til Argentina og havde allerede bundet mig til at afholde et stort festivalprogram.

Mit hoved snurrede fra flyrejsen, og jeg var udmattet. Jeg undskyldte mig selv og lagde mig for at hvile mig. Da jeg gled i søvn, smilede jeg, imens jeg huskede Sri Prahladas ord: ”Det står skrevet i stjernerne. En skønne dag vil du se, at det alt sammen går i opfyldelse.”

Om morgenen faldt jeg over en samtale i Vedabasen:

Graham Hill: ”Kan vi ved at se på os selv [forstå], hvad slags person vi var før?”

Prabhupada: ”Ja. Der er Bhrigu-samhita, [en] astrologisk udregning. Du kan kende dit tidligere liv, nutidige liv og fremtidige liv. Det er systemet, Bhrigu-samhita.”

[Srila Prabhupada, samtale med Graham Hill den 26. august 1973 i London.]