23.2.06

Det Krishnabevidste Køkken

Rosin- og tamarindechutney
Af Dandaniti Devi Dasi

Følgende chutney kan varmt anbefales som tilbehør til pandekager med grønsagsfyld, som vi bragte opskriften på i sidste udgave af Nyt fra Hare Krishna.
Tamarinde har en meget karakteristisk lidt sur frugtagtig smag og bruges derfor i sød-sur retter. Den er meget populær i Indien og andre steder i Asien.
Tamarinde-ekstrakt udvindes som navnet angiver fra tamarinde-træets frø og kan enten fås som færdig tamarinde-ekstrakt eller i delvis tørret fiberform. Den sidste skal udblødes i vand for at trække tamarindesaften ud.

Tamarinde kan købes i indiske eller andre østerlandske fødevarebutikker.

Ingredienser
2 dl rosiner
1¾ dl vand
3 spsk. sukker
½ tsk. spidskommenpulver
1 tsk. korianderpulver
½ dl tamarindekoncentrat
2 knivspids garam-masala
2 knivspids chilipulver
2 knivsspids havsalt

Rosinerne skylles og koges op sammen med vand og sukker. Lad blandingen afkøle i fem minutter.
Rosinblandingen blendes sammen med de øvrige ingredienser i en blender.

Det bedste resultat opnås, hvis man laver sit eget tør-ristede spidskommen- og korianderpulver af hele frø, som man rister på en tør pande, lader afkøle og derefter kværner i en krydderkværn eller morter.

Et opslag i vores leksikon fortæller, at tamarinde hedder Tamarindus indica på latin, er en plante af ærteblomstfamilien og dyrkes i troperne på grund af de aflange bælges velsmagende frugtkød. Vi har et spørgsmål, som vi ikke selv kan besvare, men måske nogle af vores læsere har hørt noget om det. Som en bælgplante af ærteblomstfamilien skulle den ikke kunne bruges i et vaisnava-køkken på ekadasi. Er der nogle, der ved mere om, hvorvidt tamarinde må bruges på ekadasi eller ej?